Med mig som din fødselshjælper

Først og fremmest er jeg en kvinde, der i mit arbejde med gravide, fødende og nybagte familier udlever min aller største passion. Jeg husker mig selv som barn sidde og tegne gravide maver og jeg har i det hele taget haft en optagethed af kvindekroppens fysiologi, fertilitet og fødsel så langt tilbage jeg kan huske. Dog var det først da jeg selv blev mor for første gang i 2013, at jeg for alvor følte på egen krop hvor vild og vidunderlig transformationen ind i moderskabet i sandheden er. Siden har jeg fået endnu et barn og erfaret hvor vigtigt det er at føle sig tryg og støttet ind i fødelandet. Hvordan kvinder, der møder deres fødsel velforberedt, med tillid til sig selv, sin krop og de mennesker hun har omkring sig, har de bedste forudsætninger for at få en styrkende, naturlig og smuk fødselsoplevelse. Jeg har personligt erfaret og set ved hver eneste fødsel, at omsorg og støtte fra en person(er) du er tryg ved, i sig selv hjælper til at håndtere smerte og arbejde effektivt med kroppen og derved mindske eller helt undvære behovet for medicinsk smertelindring. Som fødende er den vigtigste forudsætning, at du kan give dig helt hen til den fysiske proces uden mental blokering eller frygt. Jeg plejer at fortælle de gravide kvinder jeg arbejder med, at kvinder der ligger i koma eller er lammet i hele kroppen kan føde børn. En ve er en muskelsammentrækning, som kroppen har fuldstændigt styr på at fremkalde. Du er derfor nødt til at arbejde med og acceptere, at den totale hengivenhed hvor din krop viser dig vejen, er den sundeste naturligste vej til en forløsende fødsel. Det fortæller os desuden, hvor stor indflydelse psyken har og hvordan frygt/blokeringer og derved adrenalin i kroppen, kan udsætte fødslen. Adrenalin i kroppen begrænser nemlig muligheden for oxytocin flow – det hormon der også ofte er omtalt som kærlighedshormonet. Et højt niveau af oxytocin under din fødsel er det fineste du kan opnå, det sikre nemlig effektive veer og samtidig vil din krop udskille endorfiner, der vil virke smertelindrende under ve-arbejdet og give dig energi til den stærke rejse du er ude på. Derfor vil jeg en stor del af tiden til de fødselsforberedende samtaler, netop dykke ned i hvordan vi sikrer, at du får de mest optimale forudsætninger for at danne oxytocin og desuden vil jeg hjælpe dig med at føle dig tryg og godt tilpas under din fødsel. Jeg vil guide dig til at stole på din krop og møde din fødsel og hver eneste ve med styrke. Jeg mener personligt, at en fødsel folder sig bedst ud når den er uforstyrret og intim. Jeg vil derfor hjælpe med, hvad enten du vil føde hjemme eller på hospitalet, at skabe et ”rum” der er helt og afdeles er dit/jeres. Jeg har derudover indgående kendskab til hvad netop du ønsker for din fødsel og vil være din fanebærer for at dette respekteres, så du kan have fokus inde i dig selv. Nogle gange er det nødvendigt at lave større eller mindre indgreb i fødsler, men det er bestemt ikke altid det giver mening at forstyrre naturlige processer. En graviditet er en sårbar periode i dit liv og ikke nok med de fysiske forandringer du oplever, er tiden, hvad enten du skal være mor for første gang eller skal udvide familien med endnu et lille væsen, en psykisk forandrende proces. Din fødsel vil du bære med dig resten af dit liv og har potentiale til at give dig styrke og tro på dig selv i mange af livets andre udfordringer og faser. En god fødsel handler for mig og se ikke om smertelindring eller ej, om hvor du føder, eller vaginal fødsel vs. kejsersnit – en god fødsel er en fødsel, hvor du har følt dig respekteret, elsket, tryg og stærk og derved tager følelser af ”empowerment” og en styrket tro på dig selv med ind i tiden som nybagt mor.

Jeg vil med stor ydmyghed og glæde, følge og støtte dig og din familie ud på en utrolig rejse gennem graviditet, under jeres fødsel og ind i forældreskabet.

Med kærlighed, Sabine