Kundeanbefalinger

Millie og Mikkel blev forældre til en dreng i juli 2017

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor valgte I at have en fødselshjælper/doula med ved jeres fødsel?

Vi valgte at have en fødselshjælper med ved vores fødsel, fordi vi gerne ville føde hjemme og til en hjemmefødselscafe på Hillerød hospital, fik vi at vide af en af de andre deltagere, som skulle være far for anden gang og også havde været hjemme under deres første fødsel, at det havde været helt afgørende for dem og især for ham, at der var et par hænder mere ved deres fødsel. Vi havde ellers inden været besluttet på at det blot skulle være os to og jordemoderen under fødslen, men vi syntes at det gav god mening det han fortalte, men vi havde ikke lyst til at det skulle være nogle af vores venner eller familie som skulle være med, da vi havde brug for at fødslen blev en intim og privat begivenhed mellem os som kærester og kommende forældre. Derfor var det en genial løsning for os med en udefra kommende fødselshjælper, som vi ikke havde noget andet forhold til, end det som relaterede sig til graviditeten og fødslen. Derudover var det ligeledes en god løsning da en fødselshjælper jo netop er uddannet til at støtte under fødslen og ved noget omkring emnet, hvilket hverken vores venner eller familier havde forudsætninger for.

Hvordan oplevede i besøgende under graviditeten?

Det var dejligt at få besøg under graviditeten, da det både var hyggeligt og rart at snakke omkring selve fødslen og vores ønsker og så var det dejligt og afslappende med akupressur og nogle af de andre ting, som der også var sat tid af til. Sidst men ikke mindst gjorde besøgene også, at vi lærte dig at kende så vi følte os trykke da selve fødslen gik igang.

Hvordan oplevede I fødselsforløbet med mig ved jeres side?

Det var dejligt at have dig ved vores side i fødselsforløbet. Vi vidste at du ville kæmpe for vores drømme for fødslen, hvilket du også viste os da vi stod i situationen og en overflytning kom på tale. Som førstegangsfødende var det ligeledes dejligt at have en ved sin side som ikke var på fremmed grund lige som os selv og at du var sammen med os inden jordemoderen kom og også havde styr på, hvornår det ville være en ide at ringe efter hende.

Vil I anbefale et fødselshjælper forløb til andre?

Vi vil helt klart anbefale andre et fødselshjælper forløb, da en fødsel er en helt særlig begivenhed og en oplevelse som er så unik og vigtig at det helt klart fortjener at være noget man gør så trygt og rart for sig selv som muligt og her kan en fødselshjælper jo hjælpe en.

 

Charlotte og Torben blev forældre til en dreng i august 2017

Hvorfor valgte I at have en fødselshjælper/doula med ved jeres fødsel?

Ved første fødsel var det som en tryghed for, at der var en til at tale vores sag på hospitalet, da vi helst ville undgå indgreb osv. Her ved anden fødsel var det primært fordi, vi havde så gode erfaringer med det – og som en støtte til manden, da vi valgte at føde hjemme. Den første fødsel tog 17 timer, og hvis udvidelsesfasen var lige så lang, så ville det være rart at have en ekstra person i hjemmet, før jordemoderen rykkede ud, da det eneste, der bekymrede os var, hvis han skulle tage imod barnet alene.

Hvordan oplevede I besøgende under graviditeten?

Da fødslen var meget intens, og jeg (moderen) gik ind i sig selv og arbejdede koncentreret med hver ve, så var det faktisk besøgene under graviditeten, der var den største støtte og gave. Her talte vi om bekymringer, som der var mange af. Ikke for selve fødslen – men for at udvide familien, manglen på tid, og hvordan de andre børn ville tage det (ud over en fælles datter, har manden tre børn fra tidligere).

Derudover gik familien gennem en meget hektisk periode med tilbygning af hus osv., så det var svært at indstille sig på familieudvidelsen. At få besøg af Sabine gjorde at vi i perioder huskede at komme ned i gear og indstille sig på det lille liv, der var på vej. Hun er empatisk, lyttende og er god til at støtte en, der hvor man er.

Derudover er Sabine eminent til især akupressur, der lindrer trætte graviditetsfødder. At blive ‘nusset’ i sin graviditet og have mig-tid var helt uvurderligt. Det skabte også et fysisk bånd og tillid til fødselshjælperen, der jo skulle med til noget af det mest intime i livet – fødslen af ens barn. Jordemoderen har man højst sandsynligt aldrig mødt før, og pludselig står hun der, mens man har veer eller midt i pressefasen, og det er rart at lære hinanden at kende lidt inden.

Hvordan oplevede I fødselsforløbet med mig ved jeres side?

Det var rigtig fint. Også at vi kunne leje et fødselskar, så vi ikke behøvede at tænke på at få det solgt bagefter. Vi nåede ikke at bruge det, men det var en dejlig service. Da fødslen gik så hurtigt, og jeg allerede var 9 cm åben, da jordemoderen og Sabine kom, så var fødslen det mindste del – sjovt nok, da jeg denne gang bare havde brug for at arbejde alene, mens jeg holdt manden i hånden og han havde en hånd på lænden. Men der faldt en enorm ro over os, da Sabine trådte ind ad døren. Det var også rart at vide, at hun havde sit tørklæde med til rebozo og mulighed for at lave smertelindrende akupressur, hvis det blev nødvendigt.

Og det var helt fantastisk med de billeder, Sabine tog – ganske diskret og nænsomt – under fødslen. Dem har vi kigget på mange gange siden, mens vi glæder os over drømmefødslen. Det var også virkelig givende med et møde og snak om fødslen med Sabine efterfølgende. At have et vidne, der var med hele vejen.

Vil I anbefale et fødselshjælperforløb til andre?

Ja bestemt. Man vil huske sin fødsel hele livet, så hvorfor ikke gøre alt for, at det bliver en dejlig oplevelse, hvor man er til stede i både krop og sind og er godt forberedt og føler sig støttet? Det er fantastisk at gennemgå et fødselshjælper forløb, hvor det ikke bare handler om fysikken, men også det mentale og transformerende, der sker under graviditeten, ved fødslen, og når barnet er kommet til verden. Selvom kvindekroppen er skabt til at føde, så er det min erfaring at forberedelse gør, at man er klar til at gennemgå fødslen på en helt anden og forventningsfuld måde – uden angst.